Spirii og ZE Ports lancerer komplet løsning til elektrificering af den tunge transport
ZE Ports dækker udgifterne til elektriske køretøjer, ladeinfrastruktur og grøn strøm, mens Spirii leverer ladeplatform og står for installation og vedligehold af ladenetværket. Flådeejere betaler et fast månedligt beløb for hele pakken og kan på den måde reducere start- og driftsomkostningerne.

Den tunge transport er under stigende pres for at reducere CO2-udledningen, men tårnhøje investeringer og manglende ladeinfrastruktur får mange transportvirksomheder til at tøve med at elektrificere flåderne.
Derfor er den danske ladeplatform Spirii gået sammen med ZE Ports, der har specialiseret sig i løsninger til den tunge transport, om at tilbyde en samlet løsning, der skal gøre det nemmere og billigere at skifte til el.
Løsningen indebærer, at ZE Ports investerer i den nødvendige ladeinfrastruktur og elektriske lastbiler eller busser – valgt af kunden. De udlejer herefter den samlede pakke til kunden for fast månedlig pris, som gør de samlede omkostninger pr. kørt kilometer lavere end ved dieselkørsel.
Spirii står for installation og vedligeholdelse af ladestanderne og leverer ladeplatform til administration af ladenetværket. Platformen giver også adgang til den nyeste energistyringsteknologi og avancerede prissætningsværktøjer, som gør det muligt at tjene penge på at åbne sit ladenetværk op for andre.
Samarbejdet skal, ifølge Mauricio Sardi, CEO og medstifter af ZE Ports, gøre elektrificeringen nemmere og billigere for transportvirksomhederne:
“Vores mission er at gøre det enkelt og økonomisk attraktivt at skifte til el. Derfor har vi sammen med Spirii udviklet en løsning, hvor vi tager os af både finansiering, planlægning, installation og drift med udgangspunkt i den nyeste og bedste teknologi på markedet. På den måde kan vores kunder koncentrere sig om at drive deres kerneforretning, men vi tager os af praktikken.”
Tore Harritshøj, CEO og medstifter af Spirii, supplerer:
“Vi ved, at mange transportvirksomheder gerne vil i gang med at elektrificere flåderne, men at de høje investeringer og de mange praktiske udfordringer ofte spænder ben. Derfor er jeg glad for, at vi sammen med ZE Ports nu kan tilbyde en løsning, som både reducerer de samlede omkostninger og gør det mere overskueligt at komme i gang.”
Case-eksempel
En flåde på 35 el-lastbiler, der kører 11 timer dagligt, kan med løsningen opnå en forventet besparelse på ca. 87 millioner kr. – svarende til ca. 2,5 millioner kr. pr. lastbil – sammenlignet med dieseltransport.
Den månedlige pris pr. kilometer ligger på cirka 9,46 kr. for elektriske busser og 6,71 kr. for elektriske lastbiler. Prisen dækker strøm, ladestandere, vedligeholdelse, forsikring, CO₂-kreditter og genbrug af batterier.
Udforsk markedsindsigt, og driv din opladningsvirksomhed effektivt med vores ressourcer.